Forside GDPR Igangværende projekter Referencer Nyheder Samarbejdspartnere Kontakt Om Os

2025 Copyright © Tømrerentreprisen A/S
12. november 2024

Hundesteds historiske '1919 bygning' præmieret

Den historiske '1919 bygning' i Hundested er blevet renoveret og præmieret for sin transformation.

Lokalforeningen By og Land Halsnæs har nu fundet den bygning, som i år præmieres, hvor valget er faldet på Storebjergskolens hovedbygning på adressen Nørregade 85 i Hundested.

Det er en årligt tilbagevendende tradition at præmiere en lokal bygning, som skiller sig ud fra mængden. Denne gang var det 14. gang at diplom og plakette blev delt ud. Tidligere er den ærefulde præmiering bl.a. tilfaldet Halsnæs Bryghus i Hundested, Strandgade 12 i Frederiksværk, Ølsted Kro og Hundested Kino.

Præmieringen blev markeret i fredags foran den ikoniske bygning, der i dag huser Halsnæs Kommunes hjemmeplejeafdeling Hundested. Med til fejringen var blandt andet repræsentanter fra Halsnæs Kommune, arkitekt og rådgiver Thomas Krogh Jørgensen fra Tegne-Stuen APS i Frederikssund, John Rydahl fra Tømrerentreprisen A/S og selvfølgelig repræsentanter fra Lokalforeningen By og Land Halsnæs samt en stor del nysgerrige.

Storebjergskolens hovedbygning er netop tildelt Lokalforening By & Land Halsnæs bygningspræmiering. Foto: Thomas Quvang

Helt nyt liv

Det var formand for Lokalforeningen By & Land Halsnæs,  Ole Poulsen, der bød forsamlingen velkommen.

- Efter overvejelse i By & Land besluttede vi os for, at præmien i år skulle gå til denne bygning. Det er med stor glæde, at den tidligere skolebygning nu er renoveret og har fået et helt nyt liv. Vi er meget begejstrede for, at bygningen nu bliver genanvendt og derved bidrager positivt til den grønne omstilling, lød det blandt andet i velkomsten fra Ole Poulsen. 

Storebjergskolens hovedbygning var i finalen til dette års bygningspræmiering i selskab med et sommerhus på Elsdyrvej 3 ved Frederiksværk - og Hanehovedvej 155, en velholdt stråtækt gård fra 1777. 

I det selskab var det Storebjergskolen, der løb med sejren. Bygningen, der har præget Hundesteds bybillede i mere end 100 år, er i daglig tale kendt som '1919 bygningen' - opført i netop 1919 - og den har status som bevaringsværdig.  

Træt og slidt bygning

Bygningen har mange fine håndværksmæssige detaljer og har netop gennemgået en omfattende renovering med udskiftning af blandt andet tag, kviste og vinduer, renovering af de gamle døre, samt genopretning af murværk.

- Det var en træt og slidt bygning, der kaldte på hjælp. Taget var utæt, vinduerne trængte til udskiftning, ligesom der skulle arbejdes med isolering. Det var en svær opgave at løse, men det har været en god oplevelse og den er foregået med respekt for det arkitektoniske, at omforme datidens til nutidens standarder, lød det fra Thomas Krogh Jørgensen, indehaver af Tegne-Stuen Aps.

I samme moment takkede han for opgaven og sendte en stor tak videre til John Rydahl og Tømrerentreprisen for de næsten to års arbejde med at genskabe bygningen ud fra gamle fotos. 

- Vi er meget stolte over præmieringen, det har været en stærk holdpræstation, lød det fra Thomas Krogh Jørgensen.

Født på ny

Også i den indvendige istandsættelse er originale detaljer bevaret, så man stadig fornemmer det skoleliv, der engang har været, og hvor husets originale træk kommer bedst muligt til sin ret.

Det nye liv i den gamle historiske bygning kunne ligeledes glæde Michael Thomsen, udvalgsformand for Plan & Byg samt bygningskonstruktør i sit civile erhverv, der kaldte bygningen 'som født på ny' og fremhævede de mange fine detaljer samt det forbedrede klima aftryk som den nyrenoverede bygning sætter. 

Af Thomas Quvang